Dette kan AI hjælpe dig med
-
Oplæg og kladder til nyt indhold
Det er selvfølgelig oplagt at få hjælp til at skrive nyt indhold. Men husk, at du selv har ansvaret for at holde kvaliteten. Ingen gider læse 2000 linjer AI-suppe, som er rystet ud af ærmet på 10 sekunder. Jeg starter ofte med en AI-brainstorm og skriver derefter selv en hurtig kladde, som jeg arbejder videre med.
-
Bulk-redigeringer
Du vinder virkelig noget, hvis du får din AI til at hjælpe dig med de opgaver, hvor du skal lave mange små, ens ændringer på tværs af alle sider. Jeg har fx. ændret billedteksten til mine formularbokse for nyligt. Dem havde jeg mere end 20 forskellige af, og Claude fik hurtigt ændret dem alle. Og jeg slap for at klikke rundt mellem en masse sider og copy-paste.
-
Feedback
Er der noget på din side, som måske kunne være bedre? Bed din AI læse en eller flere sider igennem, og komme med feedback. Prøv at give den en rolle og få den til at læse din forside igennem, mens den leger "professionel copywriter".
-
SEO-optimering
Hvis du har det med at glemme Title- og Description-felterne på dine sider, er du dårligt stillet ift. at tiltrække organisk trafik fra Google og andre. Prøv at tage en snak med din AI om de søgeord, du gerne vil findes på, og få den til at se på dit indhold og komme med oplæg til dine Title- og Description-felter.
Sådan virker det
Installation er lidt besværlig, og har du ikke teknisk snilde, så få hjælp til det af en, der har det (fx. mig).
Du skal have installeret noget software på din egen maskine, som Claude/ChatGPT skal bruge for at kunne snakke med Umbraco. Dernæst skal værktøjet konfigureres i Claude/ChatGPT på din maskine.
Der skal også laves nogle indstillinger i din Umbraco-løsning for at aktivere det data-API, som din AI skal snakke med Umbraco igennem.
Endelig konfigurerer du en bruger i Umbraco, som AI'en bruger. Den vil man typisk konfigurere til at have begrænsede tilladelser, fx. at den ikke må ændre indstillinger, men kun indhold, og at den ikke må publicere indhold selv. Det er vigtigt, at brugeren er begrænset, for man kan også bruge værktøjet til udvikling – dvs. det kan ændre indstillinger, der gør, at sitet holder op med at fungere.
Kort om lovgivning
EU's nye lovgivning om deklarering af AI-indhold betyder, at du skal deklarere indhold, som er AI-genereret. Men hvis du selv er redaktør for indhold og arbejder sammen med din AI om at lave nyt indhold, skal det ikke deklareres som AI-indhold. Så skal du bare stå inde for værdien og kvaliteten af det, og det gør du forhåbentlig alligevel.
Det er min forståelse af loven, men jeg er bare programmør. Læs evt. videre her.